På Teknologisk Institut i Taastrup lidt uden for København fortæller en forsker om sin undersøgelse af bevillinger givet til klimatilpasningsformål. En kurvet graf viser nogle interessante peaks forskellige steder. "Og som I kan se, har vi lige præcis en hukommelse, der rækker to år bagud, ikke mere." Spredte grin i salen. Han fortæller, at der er et meget klart mønster, når man sammenholder skybrud og bevillinger. "Pengene følger kort efter skybruddene, og så glemmer politikerne og mange andre klimatilpasning igen", siger han.
En anden forsker fra DTU har tidligere fortalt os, at der groft sagt er tre slags regn: ʻarkitektregn’, ʻingeniørregn’ og ʻberedskabsregn’. Arkitektregn er den almindelige regn, som bygninger og veje klarer via tagrender, facader, kantsten osv. Ingeniørregn er den kraftige eller vedvarende regn, som vores kloaksystem skal klare gennem den rigtige dimensionering, åbning og lukning af spjæld og andre tekniske foranstaltninger. Beredskabsregn er den massive regn, fx ved skybrud, hvor kun beredskabet kan klare sagerne med pumper, sandsække og mænd og kvinder i uniform.
Beredskabsregn kaldes af nogle klimaforskere også ʻbevillingsregn’. Man forstår.
I vintermørket over en øl på Østerbro fortæller nybagte familiefar Emil os, at han var på Roskilde Festival, da det ikoniske skybrud ramte landet i 2011. Han fik en masse sms’er fra familie og venner i København, der fortalte, at himmel og hav stod i ét på Vesterbro, hvor han boede. Emil søgte med egne ord tilflugt i rom. Han fortæller videre om, at kælderen og dermed hans kasser med fotos, bøger og regnskaber sejlede i vand, da han vendte hjem. Men ellers er han godt træt af, at der råbes ulven kommer, hver gang himlen er grå: "De bruger hele tiden billedet af taxien under vand ude på Lyngbyvejen i 2011, når der måske kommer lidt mere regn end normalt." Han siger, at ikke blot er han selv blevet træt af de evige ubegrundede dommedagsvarsler, det er mange af dem, han kender, også:
"Måske de skulle holde vejret, det er jo blot dårligt vejr. DMI, radioen, TV2, alle har travlt med advare mod storm og skybrud, og så sker der ingenting. Ingen, jeg kender, tror efterhånden på varslerne."
Det moderne menneske synes udsat for en del forhold, der truer dets sundhed, familien, samfundet, nationen, planeten. Dagligt udmeldes nye risici, som vi skal forholde os til. Og slår bekymringen over dette og hint ikke over i decideret frygt for den ene eller anden af disse risici, da truer en mere diffus, men sjælsopædende angst med at paralysere os. Alternativt foreligger muligheden for, at flere og flere simpelthen taber tilliden til myndigheders og eksperters advarsler, de bliver som Emil og venner resistente over for udmeldingerne.
Nogle måneder efter mødet med Emil træffer vi Ole og Hanne i det østjyske. De siger, at de for længst er blevet enige med hinanden om ikke længere at tage i sommerhus og spænde trampolinen og havemøblerne fast, når DMI varsler storm og skybrud: "For et par år siden var vi altid nervøse, når de varslede uvejr. Vi gjorde alt muligt for at forebygge skader, det gider vi ikke mere. Vi kunne ikke bestille andet så – der er jo hele tiden 100-årsstorme."
Hos nogle borgere ruller blodet hurtigt i disse år. De er nervøse for klimaets udvikling. Andre har roligt blod. Nogle har koldt. For de sidste er klimaet måske nok under forandring, men de synes, at der er en del hysteri forbundet med den daglige vejrudsigt. Som netop er en ʻvejr’udsigt. "Talte vi det ikke sådan op, så er og bliver det jo blot dårligt vejr, og sådan noget har vi altid haft i Danmark", som en konferencedeltager lakonisk konstaterer. "Det er, som om alt nu er klimaets skyld", tilføjer han.
Den sociale fylde er næppe taget ud af klimabegrebet, men lige såvel som et perspektiv på verden kan få fylde, komme til at betyde noget for mange mennesker på samme tid og dermed vinde opmærksomhed og opnå bevillinger, lige såvel kan den sociale fylde relativt hurtigt tabes – lidt ligesom fyldet i en gammel sovepude.