Klima på skemaet og i skolegården

Om projektet
På Lindebjergskolen ved Roskilde forberedes eleverne på fremtidens klimaudfordringer. Skolen er blevet til en klimaskole, og klimatilpasning fylder en stor del i både undervisningen og frikvarterne. Skolen vil håndtere regnvand på egen grund og være selvforsynende med el og varme.

Det var et ønske fra skolebestyrelsen, der gjorde Lindebjergskolen til en klimaskole. Et bæredygtigt og levende eksperimentarium, hvor blandt andet håndteringen af regnvand bliver en aktiv del af elevernes læring og udvikling. Samtidig skal skolens projekter gerne blive inspirationskilde både lokalt og i udlandet.

Skolens demonstrationsprojekter tæller både vandrender, regnbede, en faskine med en hånddrevet vandpumpe og et soppebassin, der forestiller Roskilde Fjord. I nogle af projekterne har anlægsarbejdet været en del af undervisningen, hvor børnene har deltaget. I andre tilfælde er det først efter etableringen, at eleverne har taget aktiviteten i brug. Og eleverne er selv med til at udvikle nye idéer, der kan blive til fremtidige projekter. 

Klimaskolen er et samarbejde mellem Lindebjergskolen, Roskilde Kommune, Roskilde Forsyning (det nuværende FORS) og en række andre interessenter, blandt andet Teknologisk Institut. 

Projektet er støttet af offentlige udviklingsprogrammer og fonde og havde officiel opstart i januar 2012. Forberedelserne til projektsamarbejdet var dog længe undervejs og viste sig mere tidskrævende end skolen, kommunalbestyrelsen og innovationsnetværket Vand i Byer i første omgang havde forudset. 

Interesseret i at høre mere?
Kontakt Hanne Kjær Jørgensen, seniorspecialist, Rørcentret, Energi og Klima på telefon 72 20 22 87 eller mail hakj@teknologisk.dk

Det er særligt værd at fremhæve …

... at eleverne inddrages i klimatilpasningsprojekter gennem leg og læring. Heri ligger spændende udviklingsmuligheder for både elever og lærere, og projekterne kan blive inspiration for andre. Dertil kommer, at projekterne faktisk virker, og skolen kan nu håndtere store mængder regnvand på egen grund.