Projektejer: Novafos & Gentofte Kommune

Om projektet

Bredere rende og større rør

Gentofterenden udvides mellem Lyngbyvej og Ved Renden. Vi gør renden bredere ved at grave jord væk og flade terrænet ud. Samtidig udvider vi de rør, som løber under veje og broer. I fremtiden vil vandet derfor fylde renden op i stedet for at oversvømme grunde og stier og belaste kloaksystemet. Samtidig skaber vi et nyt og grønt rekreativt område langs renden med nye træer og beplantning.

Plads til mere vand

 

I dag kan Gentofterenden rumme en 2-års regn. Det vil sige en regnmængde, som der er en statistisk sandsynlighed for, at vi vil opleve hvert andet år. Når vi er færdige med projektet vil Gentofterenden kunne rumme en 10-års regn. Det vil sige en regnmængde, som der er en statistisk sandsynlighed for, at vi vil opleve hvert 10. år. Hvis det regner kraftigere end en 10-års regn, vil renden også i fremtiden oversvømme stierne langs renden. Visualiseringen viser Gentofterenden efter en 10-års regn. 

Stier og naturbånd langs renden

 

På den ene side af Gentofterenden kommer en pendlersti, der er delt op i cykel- og gangsti. På den anden side anlægges et naturbånd med en grussti. Naturbåndet er et skrånende grønt område, hvor vandet kan brede sig ved kraftige regnskyl. På det første stykke af renden ligger pendlerstien vest for renden og naturbåndet øst for. Ved Thulevej skifter båndene side. Det skyldes pladsforhold og placering af rør under jorden.