Under Danmark findes en verden, som ikke alle kender til. Det er en verden af rørføringer, afløb, dræn, forsinkelsesbassiner, blandt meget andet. Det er et underjordisk system af velfærdsteknik, der, når det fungerer, sjældent lader sig bemærke af andre end fagfolk.
Én af de måder, hvorpå det underjordiske Danmark kommer til overfladen, er i begrebet ʻservicemål’. På et kontor i underetagen af Aarhus Kommune hører vi om servicemål i forhold til vandhåndtering: "Det er jo sådan, at vi strukturerer verden i styrbare enheder", lader en erfaren vandingeniør i ternet skjorte os vide, "og det indebærer nogle valg. Man kan ikke gøre alt lige godt alle steder, også selv om man prøver". Han siger videre: "Lad os tage et vandløb. Det må svømme over hvert andet år – bum. Vi har altså et vist mål, hvor vi godt kan læne os tilbage og sige, at alt er i orden, også selv om hr. og fru Hansen oplever, at de får vand på grunden. Vi kan nemlig sige ʻja, men det er lovligt vand, så det må I leve med.’" Lovligt vand!
På en konference fortæller en midaldrende forsyningsmedarbejder med et lidt underfundigt smil os om sit arbejde. Arbejdet tiltaler ham, siger han, fordi det bl.a. handler om "det hemmelige Danmark – altså alt det, du ikke kan se, men hvor det er umådeligt vigtigt, at det fungerer hele tiden".
I et mødelokale på Østerbro i København hører vi fra en anden forsyningsmedarbejder, at de arbejder med noget, de kalder "kloakfamilier". Mødedeltagerne studser: kloakfamilier? "Ja", forklarer hun, "en kloakfamilie dækker over et område, hvor kloaknettet hænger sammen, ligesom i en familie. Vi kalder dem kloakfamilier, fordi de er afhængige af hinanden. Områderne har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre over jorden, men under jorden, fx i et villaområde, er de forbundet. Og vi er afhængige af, at de kan blive enige med hinanden". Mødedeltagerene fik et nyt begreb at tale om.
Ved et senere besøg i Sønderjylland spørger vi Rasmus og Louise, et yngre par, der netop har istandsat deres hus, om de ved noget om, hvilken kloakfamilie de tilhører. De ser (naturligvis) spørgende ud og frygter, at de har overset noget alvorligt i forbindelse med huskøb og istandsættelse. Louise griber ud efter et ringbind. "Det viser meget godt alt det, almindelige borgere ikke ved noget om og ikke forstår en lyd af", siger hun efter at have bladret forgæves. "Vil de have os til at være rationelle i vores omgang med regnvand, siger Rasmus, så må de blive bedre til at forklare os, hvordan det hele hænger sammen – også under jorden."
Det er tydeligt, at såvel Rasmus og Louise som andre, vi taler med, er meget opmærksomme på de forhold, der gør sig gældende for deres hus og grund, når det kommer til afledning af regnvand. De frygter oversvømmelse og vandskader og følgelig tab af ejendele og husets værdi. De har sat sig grundigt ind i sagerne og foretaget mange forebyggende foranstaltninger i forbindelse med istandsættelse af deres hus. De har nedgravet faskine og omfangsdræn, udskiftet tagrender, opsat vandspærrer for at stoppe tilbageløb af vand m.v. Rasmus er blevet grundejerforeningens repræsentant i det lokale klimatilpasningsprojekt, og Louise er gået i gang med at anlægge et bed, som skal opsamle vand i forhaven. Rasmus fortæller, at han på et møde med kommunen vedrørende et klimaprojekt i lokalområdet blev godt irriteret:
"Så blev jeg sgu vred på hende fra kommunen, som på mødet sagde, at vi jo ikke kun skulle tænke på vores egne matrikler. Jeg har ofret masser af tid på både at hjælpe mine naboer med at grave faskiner ned og at deltage i møder om projekter i vores område."
For Rasmus er det en grov undervurdering af folk i deres område, når kommunen tilsyneladende tror, at husejere kun tænker på deres egen lille matrikel. Han har også læst flere steder i debatter om klimatilpasning, at husejere tager det for let og kun tænker på sig selv. "Selvfølgelig er vi optaget af vores eget hus, men det forhindrer os ikke i også at bekymre os om naboer og hele området. Der er jo ikke nogen, som ønsker at bo i et vandhul, som ikke kan sælges", pointerer han.
Man mærker mange steder i landet, hvordan klimaforandringer har affødt mængder af initiativer hos boligejere og i boligforeninger. Der nedgraves faskiner og anlægges LAR-bede i parcelhushaver, andelsboligforeninger afholder fælles oprydningsdage i kældre, og ejerforeninger indkøber sandsække og affugtere. Og mange holder sig opdateret via nyhedsbreve og tager til møder og konferencer. Nogle arbejder mere grundlæggende med klimatilpasning, andre mere overfladisk.