Anders er en fyr midt i tyverne, der læser på universitetet i København. Han er pænt klædt, nyklippet, veltalende. Han tilbringer mange aftener om ugen med hovedet nede i containerne bag forskellige supermarkeder. Han er en såkaldt skralder, en dansk udgave af det amerikanske fænomen ʻdumpster diving’. Anders siger: "Madspild er et kæmpe problem i den vestlige verden. Vi overproducerer og forbrænder alle klodens ressourcer, og så smider vi sgu halvdelen ud bagefter. Det kan klimaet ikke holde til." Det er tydeligt, at for Anders er skralderiet ikke kun en fiks måde at få et SU- budget til at hænge sammen på. Skralderiet er moralsk begrundet. Det er måde at leve med god samvittighed på: "Vi burde alle sammen have dårlig samvittighed over vores samfunds forbrug og spild. Vi burde tænke på jordens sparsomme ressourcer – klimaforandringerne er en reminder."
Anders’ opfattelse af, hvordan forbrug og klima hænger sammen, er ikke ualmindelig. På hjørnet af Jægersborggade på Nørrebro fanger vi 48-årige Anne, der fortæller os, at hun vist ikke er den rigtige at spørge om noget med klima og klimatilpasning: "Jeg er bare ikke den bedste at spørge, jeg gør jo ikke rigtigt noget ved det, selv om jeg burde. Men det er bare så svært." Anne fortæller, at hun altid har "den der skyldfølelse over for klimaet" – bl.a. fordi hun kører i en stor bil: "Man skammer sig jo lidt, når man triller ned ad Jagtvej."
Der lader til at være en moralsk overbygning, når talen falder på klimaforandringer og klimatilpasning. "Det er vores egen skyld", som flere siger eller lader forstå. "Vi mennesker forværrer klimaet", som Anders siger. Vi synes med andre ord at have en problematisk "klimaadfærd". Det ser mange af dem, som vi har talt med, som havende direkte konsekvenser for, hvordan klimaet er og vil være i fremtiden. Lider klimaet, er det vores egen skyld. Og da det tilsyneladende ikke går særligt godt med klimaet i disse år, ifølge eksperter, og da vi alle godt kunne gøre noget mere selv, ifølge både eksperter, medier og folk imellem, da er der blevet god plads til en hel del dårlig samvittighed.
Under de nye pavilloner på Nørreport Station spørger vi en ung kvinde med en barnevogn om, hvad hun tænker er ‘god klimaopførsel’. Hun fortæller, at "det er svært at sige", men tilføjer: "Jeg ved i hvert fald, når folk ikke opfører sig ordentligt, fx når de bare smider glas i skraldespanden eller køber dåsebajere fra Tyskland, som bare skal smides ud. Folks adfærd", mener hun, "afslører, om de har forstået alvoren i klimaændringerne". Det vil sige, at har man ’forstået alvoren’, vil man som et ordentligt menneske naturligvis opføre sig på en måde, der ikke gør problemerne værre, men helst også afhjælper dem. Klimaet er således blevet et anliggende, der viser, om folks moralske kompas er i orden.
Man skal imidlertid ikke tro, at den hellige gral er vel forvaret, blot man sorterer sit affald, planter birketræer eller sætter solceller på sit tag. Den unge kvinde fortsætter, mens hun rokker barnevognen:
"Jamen, det nager da altid. Det er, som om vi for evigt har noget hængende over vores hoveder, der får os til at føle os skyldige."
Der er oversvømmelser i Kina, i Centraleuropa og på Lyngbyvejen. Hvilket nogle mener er selvforskyldt. Menneskeheden har skabt sig problemer, fordi vi ikke har kunnet styre vores overforbrug. Det er, som om der somme tider sniger sig lettere religiøse overtoner ind i forklaringerne i forsøget på at finde mening i det tilsyneladende meningsløse: Menneskene straffes af Naturen. Menneskene har ikke lov blot at tage for sig af Naturen. Naturen har altid ret. Vi bør skamme os – og det gør vi så.
I en gymnastiksal i Middelfart sidder tre skoleklasser samlet. Rektor fortæller dem, at de skal give deres besyv med, når der skal bygges et klimasikret aktivitetsområde på en bakke i byen. Han siger: "I skal være med til at gøre det her til et sted, hvor det er fedt at være, ikke bare for jer, men også for jeres lillebrødre og lillesøstre, ja, for alle de børn, der engang kommer efter jer. Grunden til, at vi gør det her, er, at klimaet ændrer sig. Det ved I godt, ikke?" Børnene ser alvorlige ud, og der nikkes lidt spredt i salen. "Her er vores chance for rent faktisk at gøre noget ved det. Vil I være med?" Der nikkes igen, lidt ivrigere.
Skoleeleverne kaster sig ivrigt over opgaven. Som forventeligt taler de ikke meget om klima og vejr. De er optaget af at finde på sjove aktiviteter, og hvor de skal ligge. Og det er måske også bedst for kreativiteten og engagementet, at de (endnu) ikke plages af dårlig samvittighed.