Et anlæg til vand og motion

Om projektet
Et nyt klimatilpasningsprojekt i Låsby nær Skanderborg er i fuld gang. Ambitionen er at opføre et anlæg, som kombinerer regnvandshåndtering og spændende uderum. Anlægget er kommunens første store klimasatsning og foregår i tæt samarbejde med forsyningen og aktive borgere.

På grund af det stigende antal skybrud anlægges tre nye søer tæt på Låsby centrum, som skal kunne rumme og forsinke store mængder regnvand. Anlægget tæller også en dæmning, en vandtrappe og en søbred, hvor der kan anlægges i alt 700 m stisystem.

Langs stien laver man faciliteter, der indbyder til fælles eller individuel aktivitet og motion. Det gælder blandt andet en legeplads, et skateområde, en beachvolleybane og områdets store satsning – et crossfitprojekt til 3,5 mio. kr. støttet af Lokale og Anlægsfonden og udarbejdet i samarbejde med Aarhus Crossfit.

Det er værd at fremhæve...

… at projekter er mere end blot klimasikring. Borgernes fremtidige brug af de naturskønne rammer er en vigtig del af planlægningen.

Anlægget er nu så langt, at der allerede står lidt regnvand i søerne. Et syn, som de lokale kan nyde fra foyeren i Låsby Hallen. Hallen skal forbindes med hovedgaden via en bro, der kommer til at gå gennem parken. 

Anlæggets placering i bymidten har mødført visse udfordringer og særlige krav. Løsningerne og erfaringerne fra disse skal deles og inspirere andre lignende projekter. Det er derfor også ambitionen at lave et flot demonstrationsprojekt.

Søen ligger i et helt nyt aktivitetsområde, som forhåbentlig vil summe af liv i fremtiden. For at sikre at området bliver brugt, har det været et særligt fokus at inddrage lokale frivillige. Det er sket gennem en række borgermøder, følgegrupper og samarbejder med relevante foreninger og institutioner, fx den lokale folkeskole.