Oversvømmelse? 9 råd, hvis uheldet er ude

Er vandet først trængt ind, er det bedste, du kan gøre, at forsøge at begrænse skaderne mest muligt. Det er også vigtigt, at du reagerer, så hurtigt du kan.

1. Kontakt dit forsikringsselskab med det samme

Er der tale om oversvømmelse ved skybrud, kan det være svært at få hurtig hjælp. Det første, du bør gøre, er at anmelde skaden forsikringsselskabet, der kan give praktiske råd og henvise til bestemte skadeservicefirmaer.

2. Husk naboen

Se efter, om dine naboer er hjemme. Hvis ikke, så ring og giv dem besked, så de kan følge op på eventuelle oversvømmelser i deres bolig.

3. Flyt genstande, der står i vand

Prioritér din indsats og fjern de vigtigste ting først. Vær opmærksom på, at vandet kan indeholde kloakvand og dermed sundhedsskadelige bakterier. Tag de fornødne forholdsregler.

4. Fjern vandet og sæt udtørring i gang

Har du en pumpe eller vandstøvsuger, kan du gå i gang med det samme. Alternativt skal du aftale med forsikringsselskabet, hvordan du kommer videre.

5. Varm op og luft ud

Varme og udluftning mindsker mængden af fugt.

6. Luk op til vandskadede konstruktioner

Det kan nedsætte risikoen for skimmelsvamp i din bolig. Men husk at få et OK fra dit forsikringsselskab, inden du går i gang. Gem kvitteringer for eventuelle nødreparationer.

7. Dokumentér skaderne

Tag fotos eller videofilm af skader og de ting, der er ødelagt af vandet.

8. Smid ikke noget ud

Lad være med at kassere de beskadigede ting, før forsikringsselskabets taksator har set skaderne, eller sagen er endeligt afsluttet.

9. Pas på skimmelsvamp

Skimmelsvamp udvikler sig på blot et par uger. Vær opmærksom på, at du ikke kommer til at sprede eventuel skimmelsvamp i din bolig ved at flytte fugtige ting fra et rum til et andet.

 

Kilder: Bolius, Klimatilpasning.dk