Så skal der grilles

– Fællesskaber fødes i vand

Vi sidder i Sara og Franks lille stue i Frederikssund. Omkring os sidder en række naboer. De har lært hinanden at kende under genhusningen, efter at deres huse blev oversvømmet ved stormfloden i 2013. Det er nu tre år siden, og når de tænker tilbage på tiden før stormfloden, havde de faktisk ikke så meget med hinanden at gøre: "Jamen, vi havde kun det til fælles, at vi boede i nærheden af hinanden", siger Frank.

Stormen Bodil og den efterfølgende stormflod bragte massive mængder vand fra Roskilde Fjord op over bredderne og ind i deres huse. Hele nabolaget blev påvirket. Man hjalp hinanden, man delte tristheden, men noget andet tog også form, nemlig et fællesskab. Sarah fortæller: "Folk, vi tidligere kun har sagt dav til, ringer nu og spørger, om der er noget, de kan hjælpe med. Der er meget herude, der nu er blevet et fælles projekt – også ud over at passe på vores område."

I den tumultariske periode under og efter oversvømmelsen knyttede de bånd til deres naboer, også dem, der ikke lige bor ved siden af dem, fordi de havde oplevet det samme sammen. Det blev deres fælles referenceramme. Dét, man naturligt kunne tale om, når man så hinanden. Noget, der var mere og større end vejret. Et slags skæbnefællesskab, der fra begyndelsen bandt dem tæt sammen, og hvorudfra der organisk kunne vokse et socialt fællesskab, der ikke længere behøver en påmindelse om, hvad der skabte det.

"I weekenden skal der grilles, os og naboerne. Det er en ny tradition, og det er ret hyggeligt. Så snakker vi om alt muligt. I starten handlede det meget om oversvømmelsen og genhusningen, men så begyndte det at handle om at sørge for, at vi ikke er udsatte næste gang. Og nu er det sådan en hverdagsting, hvor vi blot taler om alt muligt."

Først vand, så gris.

Fællesskaber opstår overalt ud af en praksis, fx et arbejdsfællesskab, eller de opstår som en forestilling, en idé, fx et politisk eller nationalt fællesskab. Eller som en blandingsform. De behøver ikke en oversvømmelse. Men det er, som om det hjælper. Det er, som om det at have oplevet og gennemlevet kriser og katastrofer er befordrende for fællesskaber og fællesskabsfølelser. De synes at blive mere intense.

Man synes i Vejle Kommune at være klar over det potentiale, der ligger i sådanne stærke fællesskaber, når det gælder om at forberede kommunen og dens borgere på diverse trusler. Vandmasser, terror eller andet. Vejle Kommune er blevet landets første eksplicit resiliente kommune og optaget i et globalt fællesskab af resiliente byer. Under et summende lysstofrør på et kommunalt kontor i kommunen hører vi om dens planer for at gøre byen resilient. Borgerne skal kunne forebygge og robust modstå vandmasser og andre kriser og katastrofer, og borgerne og lokalsamfund skal ved fælles indsats kunne genrejse sig, skulle det "tænkelige utænkelige" indtræffe. "Det kræver bl.a., at der skal være plads til, at borgerne kan handle i fællesskab. Det tænker vi meget over, når vi fx bygger nyt. Der skal gøres plads til handlingsorienterede fællesskaber", siger en ung mandlig medarbejder i kommunen.

Men det er ikke kun i Vejle, at man forsøger at indbygge muligheder for fællesskaber i nye anlægsarbejder. Det samme sker i København: "Vi er meget bevidste om, at nye klimaløsninger også skal gøre noget socialt for borgerne, noget, der kan skabe fællesskaber, som vil være mere robuste og selvhjulpne i tilfælde af skybrud", som en ældre klimamedarbejder i kommunen siger. "Kommunen leder altid efter at skabe en merværdi for borgerne, når den klimatilpasser", tilføjer han.

At planlægge fællesskaber er langtfra nemt. Fornemmelsen af, at nogen vil noget bestemt med én, kan hurtigt indfinde sig. Mennesker finder sammen, når de finder sammen. Gennem en fælles praksis eller en fælles idé. Og det kan ikke udelukkes, at dét at opbygge et fælles forsvar mod skybrud kan frembringe nye fællesskaber lokalt, fordi man helt håndgribeligt arbejder sammen om det, eller fordi man i tanken abonnerer på et sådant fællesskab. Og på et tidspunkt skal både det ene og det andet fællesskab have noget at spise.

"I weekenden skal der grilles, os og naboerne. Det er en ny tradition, og det er ret hyggeligt. Så snakker vi om alt muligt. I starten handlede det meget om oversvømmelsen og genhusningen, men så begyndte det at handle om at sørge for, at vi ikke er udsatte næste gang. Og nu er det sådan en hverdagsting, hvor vi blot taler om alt muligt."