På en overskyet efterårsdag bølger det friskt gennem Roskilde Fjord. Lidt længere sydpå kan vi se Kronprins Frederiks Bro. Vi går en tur langs vandet med fire borgere, hvis huse alle blev oversvømmet af stormfloden efter stormen Bodil. Det rusker godt i de sidste blade på træerne, og jakker og halstørklæder er snøret godt til. Vi taler om livet i nabolaget tæt ved Frederikssund, om fjorden og om oversvømmelsen: "Vi har jo egentlig været ude for noget ret vildt her. Det ramte os hårdt", siger Susanne og kigger på sine naboer. Der nikkes indforstået. De har hver deres fortælling om, hvordan det under og efter stormfloden så fuldstændig uvirkeligt ud der, hvor de bor eller boede. Vandet gik dem til navlen, mens de vadede rundt mellem husene, og et helt livs ejendele flød rundt i dagligstuens vandoverflade.
I Holland ligger slottet Sjaerdema på en kunstigt anlagt halvø beskyttet af en serie diger med de poetiske navne ʻDet vågne dige’, ʻDet sovende dige’ og ʻDet drømmende dige’. I tilfælde af voldsom oversvømmelse træder digerne på hver deres måde i kraft og redder slottet og halvøen fra oversvømmelse. Digerne udgør tre niveauer af sikkerhed, hvor det næste træder i kraft, når det foregående overvindes. Det er et billede på de lag af beskyttelse, som en oversvømmelse kan kræve.
Det første dige, Det sovende dige, udgøres af fysiske barrierer, de konkrete diger eller forhøjninger i landskabet. I forbindelse med Bodil fortæller Jens, en af beboerne, hvis hus blev oversvømmet, at han ringede til beredskabschefen, da stormen tog sin begyndelse, og spurgte efter sandsække, eftersom han var nervøs. Han fik at vide, at han godt kunne få nogle sække, "men hvad skal du med dem?"
"Jeg endte med at få 50 tomme sække og besked om, at jeg selv kunne tage ned på stranden og fylde dem."
Det andet dige, Det vågne dige, er gjort af borgernes parathed og deres sociale netværk. I Frederikssund var der masser af vilje til handle, men ingen redskaber og intet netværk på plads. Det har siden ændret sig. Over en nybagt bolle og en kop te fortæller en anden af beboerne om oversvømmelsen: "Altså, vi har nok fået øjnene op for, at vi selv skal kunne klare mere." Beboerne har indset, at der ikke altid kommer nogen og redder dem, når det brænder på – eller rettere – svømmer over.
Jens har efterfølgende taget et kursus sammen med sin familie, hvor de har lært at klare sig i 72 timer, hvis der kommer en ny katastrofe. "Vi har lært, hvordan man sørger for mad og vand til tre døgn. Og vi har købt en batteridrevet radio, så vi altid kan følge med, hvis der sker noget. Vi har lært, hvordan vi skal redde os selv og vores familie, men også vores venner og naboer, hvis nu myndighederne ikke kan komme." Men en borger må ikke stå alene over for vandmasserne, mener Susanne: "Det går ikke, at enkeltpersoner selv går og laver diger." Som hun siger: "Hvis hver enkelt husstand selv barrikaderer sig med sandsække og pumper, så sender de bare problemet videre til naboerne. Det er ligesom med forebyggelse af indbrud, det nytter kun, hvis vi gør det alle sammen, men det kan være svært, hvis man ikke kender hinanden."
Det sidste dige, Det drømmende dige, er den mentale robusthed, som en oversvømmelse kræver af borgerne. Walter fortæller: "Vi har måttet tilpasse os til den nye virkelighed, og vi har lært en ting eller to af det her – også om os selv." Han betoner, hvordan familien har talt meget om at tage ved lære af oplevelsen, så den i det mindste blev meningsfuld på den måde. "Jamen, det gør da noget ved psyken", tilføjer Anne og uddyber: "Vi er blevet til andre mennesker. Bodil har skabt en følelse af sammenhold mellem naboerne og andre, der har oplevet noget lignende. Det samme har jeg hørt, er sket for folk i København. Og i Indonesien med tsunamien."
Udenfor er blæsten taget til igen, og Susanne sender en formanende opfordring ud til fjorden: "Du bliver bare, hvor du er, kammerat!" De er klar over, at de i fremtiden bliver nødt til at kunne klare mere selv, hvis de vil blive boende i området. Det kræver, at de bliver mere robuste og mere tilpasningsdygtige. Det kræver, at de bliver mere resiliente. Både fordi kommunen ikke kan løse alle problemerne, den har brug for borgerdigerne, og fordi borgerne har opdaget, at de faktisk godt kan gøre meget selv. "Vi har fundet en form for mod, trods og kreativitet, som vi ikke troede, vi havde", siger Susanne.