Det er jo vores hjem

– Kunsten at få folk til at forebygge

Hos Nordvand i Gladsaxe, nordvest for København, er det mørke mødelokale fortyndet af den spæde forårssol. Lokalet er fyldt med folk, der arbejder med klimatilpasning. En af oplægsholderne fremlægger et procesværktøj, der kan hjælpe kommuner i gang med en pressestrategi for klimaprojekter. I PowerPoints præsenteres overvejelser om strategier, handleplaner og konkrete gøremål i forbindelse med god borgerkommunikation. Deltagerne nikker bekræftende, der skal gode værktøjer til at få borgerne til at forstå nødvendigheden af lokal klimatilpasning og deres egen indsats.

Borgerinddragelse er for mange forsyningsselskaber, kommuner og rådgivere en svær størrelse. Inddragelsen er omstændelig og uforudsigelig. Hvad vil borgerne? Brokker de sig ikke bare? Er det ikke altid Tordenskjolds soldater, der deltager? Når man taler med kommuner eller forsyningsselskaber, forstår man, at borgerinddragelse i klimaprojekter sjældent er en smal sag. Og der breder sig en opfattelse af, at det at samle borgere i den lokale skoles gymnastiksal er selvmord. Nogle taler om ren legitimation, hvor alle de mange gule post-it med borgerønsker alligevel opløses i ugenkendelige planlægningsmæssige fællesnævnere, andre om, at det er en invitation til politisk brok over alt muligt, som er galt i verden.

Ét af problemerne i arbejdet klimatilpasning er sproget, siger Erik fra Københavns Kommune på et møde og giver et eksempel: "Arkitekterne viste på et borgermøde et billede af en legeplads i byen, der stod under vand. Så meget vand, at der var dykkere omkring legeredskaberne. De syntes, det udtrykte nødvendigheden af at komme hurtigt i gang med klimatilpasning. Vi kunne se på borgerne, at de blev mistænksomme over for denne visualisering." Han tilføjer træt: "De syntes, at vi overdrev, og det skabte modstand mod planerne. Vi var uærlige, mente borgerne. Resten af aftenen var op ad bakke. Jeg hader sådan nogle møder."

Borgerne udgør ikke et lydighedsmaskineri. De kan være besværlige, krævende, uforudsigelige. Borgerne har ikke uniforme synspunkter, men udgør en skønsom blanding af alle mulige verdensopfattelser, synspunkter og interesser. Borgerinddragelse er ikke altid kønt. Der eksisterer ikke nogen hovedvej, ad hvilken inddragelsen af borgere kan køre. Men der findes dårlige metoder og værktøjer og gode metoder og værktøjer. Og alligevel kan man ikke altid være sikker på, at borgerne også gør, som man kunne ønske, eller som de siger, at de vil gøre. Det plager fx mange klimamedarbejdere, at borgerne ikke interesserer sig nok for forebyggelse.

En sådan borger er Peter på 44 tilsyneladende. Han interesserer sig godt nok for både klimaproblemstillinger, forebyggelse og for at beskytte sit hus, siger han. Peter har for nogle år siden købt et mindre parcelhus. Det er desværre lidt udsat, når der er skybrud, har familien opdaget. Men han har alligevel ikke lyst til at investere i de forslag til forebyggelse, som han hidtil er blevet præsenteret for, ligesom han er imod et klimaprojekt for lokalområdet. Han er helt på det rene med, at det kan synes selvmodsigende: "Jeg ved da godt, at vi burde gøre noget ved problemet, men det er jo vores hjem", som han siger. Han beskriver herefter, hvordan nogle tekniske løsninger for familien at se slet ikke hænger sammen med den duft af pandekager og hjemlighed, som de ønsker sig:

"Det er jo vores hjem, og vi har det noget anstrengt med at skulle tænke i måler, regnvandsanlæg, regnvandsbeholder osv., som om vores hus blot er et teknisk anlæg og et investeringsobjekt."

Lone fra en interesseorganisation, der arbejder med klimatilpasning, udtrykker problemet med at få borgerne til at handle rationelt, som hun siger, på denne måde: "Vi står tit med det problem, at vi ved, hvad der skal til, og at borgerne nikker ja på møderne. Men når det så kommer til stykket, gør de ikke noget. Vi ved ikke, om de har mistet interessen, om de ikke gider, om de blot var for høflige til at sige nej, eller om der er en helt syvende grund til, at de ikke vil gøre, som vi anbefaler."

Der arbejdes mange steder i det kommunale landskab med udvikling af nye metoder til borgerinddragelse og med at forbedre kommunikationen med borgerne i relation til klimatilpasning. Alligevel er det tydeligt, at det er svært at oversætte problemer og løsningsforslag fra den professionelle klimaverden til den konkrete livsverden, der er borgernes. Det ender ofte med at blive formuleret som et kommunikationsproblem: Hvis vi blot forklarer det bedre, vil borgerne også handle rationalt. At der kan være forskellige og ligeværdige rationaler på spil synes sværere at erkende.

"Det er jo vores hjem, og vi har det noget anstrengt med at skulle tænke i måler, regnvandsanlæg, regnvandsbeholder osv., som om vores hus blot er et teknisk anlæg og et investeringsobjekt."